Magrethe Jørgensen

Telefoncentralbestyrerinde Margrethe Jørgensen

4.12. 1895 – 6.8. 1984

Familien

Margrethe Karen Marie Jørgensen blev født den 4.12. 1895 som ældste barn af Marie Jørgensen (f. Jensen) og snedkersvend Lars Jens Jørgensen. I 1905 flyttede hele familien med 5 børn til Vindinge og rykkede ind i den gamle skolebygning fra 1857, der var blevet ledig efter indvielsen af den nye skole på Stærkendevej den 5.10. 1904. Familien boede i nordenden af skolebygningen, hvor tidligere skolestuen havde været.

Den 11. maj 1916 døde Lars Jens Jørgensen kun 49 år gammel, og hans enke flyttede til det lille hus Ved Kirken 11 med de yngste af børnene, mens Margrethe måtte ud at tjene. Jan Arnt fortæller i sin ”Vindingehistorier” (2016), at hun blev tjenestepige hos skibsreder A.P. Møller, hvor hun blev gravid og efter et års tid på ”Kvindehjemmet” i Hellerup flyttede hjem til sin mor i Vindinge med sin lille søn Poul Arne.

Centralen

I årene efter 1. verdenskrig (1914-18) gik telefonerne deres sejrsgang over det ganske land. De første i Vindinge havde fået telefon fra Roskilde, fx Højvanggård, Lysegård og Mejerigården, men det havde været for bekosteligt at lade linjerne gå ud til gårdene længst væk på grund af afstandsafgifter. Niels Peter Albrechtsen på Ørnemosegård sydligst i sognet ville imidlertid gerne have telefon og fik sammen med Peder Hansen og Peder Danielsen fra de nærliggende Ærtebjerggård og Nygård oprettet Vindinge Central. De fik henholdsvis numrene Vindingesogn 1, 2 og 3 – mens en anden, modvillig nabo fik nr. 18.

Det var KTAS, som på Sjælland organiserede telefonien og oprettede centralerne. De blev på landet indrettet i private hjem, og bestyrerinderne og telefonistinderne skulle indtil 1920 være ugifte. De havde jo streng tavshedspligt mht. oplysninger fra ekspederede samtaler, og det mente man ikke, man kunne pålægge kvinder overfor deres ægtefæller! Men efter en strejke blandt de københavnske telefonistinder og demonstrationer foran Telefonhuset i Nørregade blev reglen ophævet.

Det blev enkefru Marie Jørgensen, som i 1918 blev ”Vindingesogn”s første bestyrerinde. Da Margrethe var flyttet hjem med sin lille Arne, tog hun nok sin del af arbejdet; en avisartikel fra december 1963 fortæller, at Margrethe havde været centralbestyrerinde i 41 år, altså siden 1922. Endnu 1925 er bestyrerinden dog officielt ”enkefru Marie Jørgensen”, og det er der nok først blevet lavet om på, da Margrethe og hendes svagelige lillesøster Inger i juli 1929 fik overdraget huset mod at passe og pleje moderen i hjemmet, så længe hun levede.

Allerede i 1925 havde centralen 40 abonnenter og i 1961 115. 

Margrethe

Selvom Margrethe Jørgensen ind imellem havde hjælpende damer ved omstillingsbordet, var det gennem alle årene hende, der tegnede firmaet. Hun fik samme status, som bestyrerinderne i andre landsbyer, blot endnu mere, fordi hun ekspederede byens samtaler gennem 4 årtier. Alle kendte Margrethe på centralen – og hun vidste efterhånden alt eller det meste om alle i Vindinge.

Opringningerne startede med at man hjemmefra drejede på sit håndtag, tog røret og ventede på Margrethes ”Vindingesogn”. Så bad man om et nummer – eller nøjedes med at sige, hvem man gerne ville tale med, Brugsen eller smed Iversen – Margrethe kendte jo dem alle. Og så forbandt Margrethe de to telefoner. Man skulle helst fatte sig i korthed, og børn telefonerede aldrig. På et tidspunkt blev man afbrudt af Margrethes: ”3 minutter. Ønsker De at fortsætte”, og når man var færdig, skulle man huske at ”ringe af”, lægge røret på og dreje på håndtaget, så telefondamen kunne se, at samtalen var slut. Udenbys samtaler skulle over de større centraler, typisk Roskildes. Centralen var åben fra morgen til aften, hvor en alarmklokke blev slået til, så der også kunne ringes efter hjælp efter ”lukketid”.

Trods diskretion mht. ”medhør” på linjerne - eller på samtaler i mønttelefonen i forrummet – var det en kendt sag, at Margrethe var velorienteret om vindingernes gøren og laden. Det kunne have sine fordele. En blæsende forårsdag, den 2. april 1949, så Edith Frederiksen fra frugtplantagen brandvæsenet køre med udrykning mod Vindinge. Fyldt med bange anelser ringede hun til centralen i Vindinge og spurgte: ”Ved I, hvor det brænder”? – ”Har du ikke hørt det, det er Ørnemosegård” – Ediths barndomshjem, forpagtet af hendes søster og svoger. – Anne Mie fra Lundbjerggård erindrer en telefonsamtale mellem hendes søster og en veninde, hvor søsteren på et tidspunkt sagde: ”Pas på, hvad du siger - Margrethe lytter”, hvorefter Margrethe brød ind og sagde: ”Jeg lytter aldeles ikke!”

Margrethes liv

I 1954 havde Margrethe den glæde, at hendes søn, Poul Arne, selv fik en søn, Lars. Men kort efter havde hun den store sorg, at Poul Arne druknede under badning på Bornholm.

Barnebarnet Lars kom i mange år meget hos Margrethe og har fortalt til Jan Arnt, at hans farmor, Margrethe, på et tidspunkt havde et godt forhold til en lokal husmand, som hendes mor og søster fik forpurret af frygt for at miste deres forsørger.

Til gengæld havde Margrethe et stort netværk, som ikke blev mindre af, at hun også gik ud som kogekone til større fester. Hun måtte så overlade omstillingsbordet til telefonistinderne. Til konfirmationerne på Ørnemosegård i slutningen af 1920erne og begyndelsen af 1930erne kom hun dagen før og lavede is. Ved hjælp af isblokke, indkøbt på mejeriet, kunne man på et døgn fryse dessertis.

Fra 1950erne til slutningen af 1970erne blev landcentralerne automatiserede i to etaper, og natten til den 9. december kl. 24 1963 lukkede Centralen i Vindinge. En artikel i Roskilde Tidende omtalte dagen efter begivenheden og interviewede Margrethe, der da var 68 år og noget træt af, at hun de senere år ikke havde kunnet betjene sine bysbørn tilfredsstillende, fordi centralen ikke var fulgt med udviklingen på grund af den forestående automatisering. ”Søndag morgen var jeg på vej ind for at slå alarmen fra, før jeg kom i tanker om, at der ikke længere var noget, der hed Vindingesogn central. I dag skal jeg sende det sidste regnskab ind, og montørerne er allerede begyndt at afmontere centralbordet og boksen.” Mange fejrede Margrethes afsked med blomster- og chokoladehilsener.

Margrethe blev boende endnu mange år i Ved Kirken 11. De sidste år boede hun på Haraldsborg plejehjem, hvor hun døde 89 år gammel den 6.8. 1984. Hendes barnebarn arvede huset, som trods flere ombygninger stadig er letgenkendeligt fra gamle dage.

PS: Den nævnte bog af Jan Arnt, ”Vindingehistorier”, fortæller bredt om Margrethe og Centralen s. 91-104.

Helge Land Hansen

Den gamle central, Ved Kirken 11, 1995.

Den gamle central, Ved Kirken 11, 1995.

Bussen fra Tune ved udkørslen til Ved Kirken i 1920erne. Centralen med sit store træ ses til venstre, til højre transformatorstationen.

Bussen fra Tune ved udkørslen til Ved Kirken i 1920erne. Centralen med sit store træ ses til venstre, til højre transformatorstationen.

Centralen o. 1946 med skiltet på muren.

Centralen o. 1946 med skiltet på muren.

Margrethe Jørgensen ved omstillingsbordet.

Margrethe Jørgensen ved omstillingsbordet.

Margrethe ved omstillingsbordet.

Margrethe ved omstillingsbordet.

Margrethe i festskrud sammen med Fru Ingeborg Nielsen fra skolen til højre og en ukendt dame til venstre.

Margrethe i festskrud sammen med Fru Ingeborg Nielsen fra skolen til højre og en ukendt dame til venstre.

Margrethe sammen med Dea Larsen.

Margrethe sammen med Dea Larsen.

Magrethe Jørgensens gravsten