Karoline og Vilhelm Wullf

Karoline og Vilhelm Wullf

Johannes Vilhelm Wulff blev født i Tune den 8. november 1866, som søn af den 23-årige ugifte tjenestepige Sidse Pedersdatter og jordbruger J. W. Wulff, Sidse Pedersdatter var datter af smed og husmand med jord Peder Johnsen, og hans hustru Cathrine Jeppesdatter i Tune. 

Da Sidse Pedersdatter både var ung og ugift, har det temmelig sikkert ikke været muligt for hende at opfostre den lille Vilhelm, som kom i pleje hos sin moster Ane Pedersdatter og hendes mand Anders Nielsen i Vindinge.

Anders Nielsen havde den 6. januar 1859 fået skøde på matr.nr. 57 som ligger på adressen Tunevej 1. Her voksede Vilhelm op. Desuden ejede hans plejefar et stykke jord, som han dyrkede på matr.nr. 9b i Vindinge Lillevang.

Vilhelms kone Adolfine Karoline Hansen blev født i Frydendal sogn i Holbæk amt, som datter af indsidder Niels Hansen og hustru Ane Kirstine Nielsen.

Karoline og Vilhelm fik tre døtre:

Ane Juliane Thora Wulff, født den 23. januar 1895 

Wilhelmine Jensine Helga Wulff, født den 19. oktober 1897

Karen Sofie Justine Karoline Wulff, født den 15. juni 1898

Ved alle tre pigers barnedåb benævnes Vilhelm som gårdbestyrer af Vindinge, og de tre piger bæres alle til dåben af deres mor Karoline Wulff og får de samme faddere, nemlig husmand Peder Jensen af Vindinge og parcellist Vilhelm Wulff af Greve, sidstnævnte er Vilhelms far som i folketællingerne i 1890, er enkemand, det oplyses desuden at han er 49 år gammel og født i Pinneberg i Holsten i 1841.

Den 27. marts 1903 overdrager parcellist Anders Nielsen ejendommen på Tunevej 1 til Vilhelm. I handlen indgår også jorden mat.nr. 9b i Lillevang, Vilhelms stillingsbetegnelse er nu landmand.

Plejeforældrene går på aftægt hos familien Wulff. Anders Nielsen dør allerede året efter den 31. maj 1904, 78 år gammel, og hans kone Ane Pedersdatter dør den 5. november 1913 82 år gammel.

Da Vilhelm Wulff dør den 22. november 1952 beskrives hans erhverv som forhåndværende parcellist af Vindinge, han var da 86 år gammel.

Karoline sælger huset på Tunevej 1 til deres ældste datter Juliane Wulff Pedersen den 22.10.1953, Karoline dør som enke den 27. marts 1958 89 år gammel .Efter hendes død blev Juliane og hendes familie boende i huset, Juliane, som blev gift med Anders Pedersen, boede der helt frem til sin død, hvorefter hendes to børn Elisabeth Wulff Jensen og Cecilie Wulff Pedersen solgte ejendommen til Villy Risbjerg Jensen den 7. maj 1968.

Fotos af familien er modtaget fra deres oldebarn Agnete Wulff Larsen, datter af Cecilie Wulff Pedersen.

Helge Land Hansen har afleveret fotoet af Tunevej 1.

Tekst Pia Jakobsen

Vindinge Lokalhistoriske Forening 22. marts 2017

Karoline og Vilhelm Wullfs guldbryllup 3. november 1944.

Karoline og Vilhelm Wullfs guldbryllup 3. november 1944.

 

Karoline og Vilhelm Wullfs guldbryllup 3. november 1944 familiebillede.

Karoline og Vilhelm Wullfs guldbryllup 3. november 1944 familiebillede.

 

Agnete Wullf Larsens barnedåb 31. august 1947 familiebillede.

Agnete Wullf Larsens barnedåb 31. august 1947 familiebillede.

 

Tunevej 1

Tunevej 1

 

Wulffs gravsten