Villy Jørgen Risbjerg Jensen
1.6. 1933 – 2.4. 2019
Villy kendte sin by som få. Hans erhverv – landbrug, chauffør, vognmand m.v. - havde medført, at han nåede at bo på mange forskellige adresser i Vindinge. Også hans aktiviteter i byens mange foreninger bragte ham vidt omkring i sognet og i kontakt med mange mennesker. Hans familiemæssige tilknytning til Vindinge – han er 4. generation her på kirkegården - hans præcise hukommelse og humoristiske sans gjorde ham til en guldgrube for lokalhistorisk nysgerrige.
Villy blev født den 1. juni 1933 på Sct. Maria Hospital i Roskilde (Frederiksborgvej 2).
Forældrene var Dagny (1907-1993) og Aksel Jensen (1907-1983), som i en årrække varværtspar i Vindinge Forsamlingshus. Hans farfar var skomager Ole Jensen (1880-1968) i Tingvej 2 på hjørnet af Tingvej/Mejeristræde. Huset er i dag delvis erstattet af en moderne villa. Hans oldefar var Hans Jensen (f. 1849)
4 generationer: Aksel Jensen, Ole Jensen, Hans Jensen og lille Villy
Sine drengeår tilbragte Villy i den gamle skolebygning fra 1857 (Tingvej 23)
Villy med sine forældre foran staldlængen til Den gamle Skole
Senere boede familien på Den gamle Gård (Tingvej 28), på Sandvejen 25 (Sandager) og i Forsamlingshuset.
Villy kørte som dreng med aviser...
Villy avisbud
...og hjalp til, hvor der var brug for ham Det var der altid på gårdene, hvor han arbejdede som tjenestekarl/
landbrugsmedhjælper/ fodermester. I Tune tjente han på Boesagergård og Langagergård. Han var også på Tune Landbrugsskole, så alt tyder på, at han efter sin
konfirmation forestillede sig en fremtid som landmand.
Villy konfirmand
I Vindinge tjente han på Tornagergård, og den 1. november 1950 kom han til Ørnemosegård hos Clara og Christian Thomsen. De havde samme sommer overtaget
gården og dens 71 tdr.land efter Claras forældre. Efter en brand først i april 1949, som tog de fleste af avlsbygningerne, benyttede Chr. Thomsen lejligheden til at udvide malkekvægbestanden i de nye bygninger til 36 køer, mange for den tid.
Villy var 17 år, da han kom til Ørnemosegård, hvor han blev til maj 1952. Fra november1950 afløste han Claras far, Niels Albrechtsen, som altid havde kørt sin og
naboernes mælk til Vindinge Mejeri. Det var så Villys job hver dag de næste halvandet år. Villy fortalte i sin tid på Lokalhistorisk Forenings “erindringsværksted” om sin tid på Ørnemosegård: Efter afleveringen på mejeriet på hjørnet af Kærvej og Mejeristræde
skulle der som regel købes ind i Brugsen på Kærvej 3. Og så var et stop ved Forsamlingshuset (Kærvej 11), hvor Villys forældre fra sidste del af 1940erne og op
gennem 1950erne var værtspar, en mulighed - især hvis der havde været begravelse eller andet, så standsede Villy ved køkkenvinduet og fik en
halv lagkage med hjem.
Vindinge Forsamlingshus
Villy med forældrene og brødrene Bjarne og Ole ved forsamlingshuset foran Moesgårds staldbygning
Motorordonnans i Høvelte 1954
Der kunne også være ærinde hos smed Ejler Iversen på Tingvej 17, måske skulle en af hestene skoes. Efter hjemkomsten skulle der så ved 8-tiden (!) drikkes
morgenkaffe med gamle Niels Albrechtsen og med mejeriets berømte runde ost på brødet. ”Jeg var jo meget pivet, så når vi sad der og smurte, så skrabede jeg lagen af osten og tog den gode ost inde i midten”.
En mindre populær tur var den med svin til andelsslagteriet i Roskilde. Svinene hylede, og hestene blev nervøse, og værst var det under viadukten, hvis der kørte tog. På hjemturen efter afhentning af kunstgødning på banen var der til gengæld ingen vrøvl med hestene, de ville bare hjem. Efter at have aftjent sin 1 ½-årige værnepligt fra 1953 som motorcykelordonnans på Høvelte kaserne kom han tilbage til Ørnemosegård
Siden kom Villy ud på Kvistbjerggård, som lå sammen med et par andre mindre gårde, hvor Vindinge Langsø nu strækker sig i Hedeland.
Villy kører møg ud på Kvistbjerggård
Ved siden af landbruget med både heste og traktor var der i en af længerne indrettet en systue med store maskiner, som producerede militærudstyr til Industrisyndikatet og beskæftigede 4-5 damer.
På Kvistbjerggård mødte han datteren Birthe, som han blev gift med den 27.11. 1955.
Brudeparret Birthe og Villy 27.11. 1955
Hun var purung, født 3.3. 1938, så de blev gift med “kongebrev”, en særlig dispensation, hvis en af ægtefællerne var under 18 år. Kongebreve udstedes i dag af
kommunen. I 1956 fik de deres første barn, Vivi.
De boede da til leje i Kærvej 17 nær ved forsamlingshuset og i Smedestræde 2, indtil Villy i 1958 byggede huset på Tingvej 24.
Villy byggede Tingvej 24 i 1958
Dagny og Aksel Jensens sølvbryllup i forsamlingshuset 1958. Ved bordet Birthe, Villy, Dagny, Aksel og Villys yngre brødre, Bjarne og Ole
Han var chauffør for Buddes brødfabrik, som virksomheden på Bagerbakken hed på det tidspunkt, han kørte koks og kul for Vindinge Brugsforening, var chauffør for Frits Rasmussens fragtmandsforretning i Roskilde og kørte om søndagen rundt i Vindinge for bageriet i Tune.
I 1960 startede Villy sin egen vognmandsforretning på Stærkendevej 21,
Første vognmandsforretning 1960-64
og samme år fik de sønnen Klaus. I 1963 blev deres yngste, Henrik født. Landbruget trak dog stadig, og i 1964 solgte han vognmandsforretningen og købte Skovgården i Sjolte ved Tappernøje og blev heltidslandmand.
Skovgården i Sjolte ved Tappernøje 1964-68
I 1968 vendte han tilbage til vognmandserhvervet og Vindinge og flyttede til Tunevej 1 på hjørnet ved Mejeristræde - lige over for huset på den anden side af Mejeristræde, hvor hans farfar, skomager Ole Jensen havde boet.
Anden vognmandsforretning fra Tunevej 1
Det første år kørte Villy
taxakørsel, da en klausul ved salget 1964 krævede 5 år inden han startede en konkurrerende virksomhed. Fra o. 1970 drev han entreprenør og vognmandsforretning i det dengang hastigt voksende Vindinge.
Ved et mageskifte med Kristine Thomsen på ejendommen Østre Vindingevej 198 overtog han ejendommen der og byggede 1975 nyt stuehus og de følgende år lade og garage. Her kunne vognmandserhvervet forenes med landmandsliv og heste.
Østre Vindingevej 198, nyt stuehus 1975 og derefter lade og garager
Glæden ved heste
I 1980erne fik Birthe en alvorlig kræftsygdom og afgik efter 3 års sygdom ved døden i maj 1986. Villy foretog endnu et skifte og opbyggede fra 1989 en helt ny gård på den bare mark, tidligere Lønbjerggård-jord vest for Grevevejen, “Risbjerggård”. Her købte og forpagtede og drev han ca. 400 tdr land som fuldtidslandmand og blev et sjældnere syn på gaderne i Vindinge.
Et nyere værk om danske gårde omtaler Risbjerggård som opført 1991 med 18 hektar og 110 hektar i forpagtning (1 hektar er lidt mindre end 2 tdr.land). Gården blev drevet med planteproduktion, raps, hvede, og byg. Der var 4 traktorer, 1 mejetærsker, plansilo og korntørreri med kold luft.
Risbjerggård 2024, bygget o. 1990
Da Villy var omkring 70 tvang en skulderskade ham på pension.
Den 2. april 2019 døde han fra sin sidste bopæl, Sankt Agnesvej 2. Et af hans 3 børn, Vivi, bor stadig i Vindinge lige som hendes to piger, Rikke og Sanne og
5 af Villys 8 oldebørn.
Villy og foreningerne
Villy forfulgte sine interesser både som aktiv udøvende og som formand eller bestyrelsesmedlem i byens mange foreninger. Han dyrkede gymnastik og badminton,
spillede dilettant og fodbold, var medlem af skydeklubben og gik på jagt, elskede heste og ridning. Ikke mindst det årlige fastelavns-rytteroptog havde ham som
fast deltager.
Gymnastikhold 1954. Villy sidder forrest til venstre. Bag ham hans far. Aksel Jensen, som trænede holdet
Fastelavnsridning 1953. Det er Villy til venstre.
Villy var formand for Vindinge Idrætsforening fra 30/4 til 17/9 1958 og igen 23/3 1961 til 29/3 1962. Den sidste periode var kort efter at Dyreparken var åbnet i sommeren 1960. I flere år havde jagtretten på boldbanerne været lejet ud, og det skete, at duerne fra Dyreparken blev ramt. Først Roskilde Tidende og så BT og Ekstrabladet fik nys om sagen og rejste det vi i dag ville kalde en shitstorm.
Det var også i disse år, læderjakker og andre godtfolk kunne gøre det svært at holde ro og orden under idrætsforeningens populære, månedlige baller i forsamlingshuset, der tiltrak mange fra hele omegnen. Man lejede “udsmidere”, og Villy forsøgte at indskrænke antallet af baller. Det sidste faldt ikke i god jord. Forsamlingshuset var helt afhængig af indtægterne fra ballerne, og Idrætsforeningen var afhængig af forsamlingshuset til gymnastikken, så ballerne fortsatte.
Villy var selv en overgang bestyrelsesmedlem i Forsamlingshusforeningen, men også i
Brugsforeningen, Rideklubben, Dilettantforeningen, Lokalhistorisk Forening, Roskilde
Vognmandsforening, og han sad en periode i Menighedsrådet!
Bestyrelsesmøde i Vindinge Lokalhistoriske Forening 1997
Fra venstre Ruth Rasmussen (formand), Peter Møller Andersen, Ejvin Sørensen, Villy, Aksel Nielsen, Jørgen Jeppesen
Maj 2024
Vivi Risbjerg Sørensen
Helge Land Hansen
Vindinge Lokalhistoriske Forening