Hans Sønders familiegravsted”

Det eneste navn på stenen ud over Hans Sønder’s er Bodil V. Sønder, født 12.3. 1910 og død 27.6. 1930. Hun var yngste datter af Hans Morten Jensen Sønder, født den 24.9. 1886, og Johanne Kristine Katrine Sønder, født Vohnsen, begge fra Besser sogn på Samsø.  Bodil døde 20 år gammel af tuberkulose, den frygtede sygdom, som lægerne først med antibiotika fik bugt med efter 2. verdenskrig.

Gårdens tilblivelse

Gården, Tranebjergvej 12, er ifølge BBR-registret bygget 1910, og havde matrikelnummeret 15c og 26q og u, og det giver anledning til at grave historien om en auktion i 1872 frem (VLT, 12, 2009, s.91 ff.).

Matrikel nr. 15 var en af de 4 domkirkegårde, som kunne blive liggende ved sin indlod i landsbyen – lige vest for Herredsfogedgården – mod at få en udlod østligst i sognet op mod sognegrænsen til Reerslev. I 1872 tilhørte gården ”fællesboet” efter de seneste arvefæstere. Den var på godt 5 tdr. hartkorn, og dens 52 tdr. land var fordelt på indloddens 23 tdr. land og udloddens 28½ tdr. land. Indenrigsministeriet havde givet tilladelse til ”udstykning”, dvs. mulighed for at adskille de to lodder og sælge dem hver for sig. Proprietæren på Vindingegård (matr.nr.26) var stærkt interesseret i at erhverve udlodden og gik ved auktionen af med sejren. Med erhvervelsen nåede han op på i 16½ td. hartkorn og 154 tdr. land.

Vindingegårds sidste proprietær realiserede fra 1908 sine planer om at udstykke gårdens jorder i større og mindre parceller, og udstykningen gennemførtes de følgende år. Den 20.6. 1913 fik Hans Sønder skøde på sin parcel. I forbindelse med Bodils død 1930 kaldes han gårdejer, men ellers konsekvent parcellist.

De følgende oplysninger om familien stammer fra den endnu levende dattersøn, Hans Sønder, født den 15. september 1939 på Skt. Maria Hospital i Roskilde. Hans mor var den næstyngste datter i familien Sønder, Magda Sønder Vohnsen. Bodil var født i Bjergsted sogn, den ældre Magda født den 1. januar 1908 ”på Kalundborgegnen”, så formodentlig kom familien til Vindinge derfra, måske ved rygtet om udstykningerne i Vindinge. Hans Sønder ”den unge” fortæller, at hans mor, Magda, fik sin skoleuddannelse på Vindinge Skole, hvor hun kan være startet i april 1915.

Hans Sønders ”den yngre”s far var Hans Frederik Rasmussen, født i Roskilde den 12. april 1903. Han fik realeksamen fra Roskilde Kommunale Mellem- og Realskole i 1920 og blev udlært som bogbinder i 1926. Mens Hans Sønder var lille, boede de i hus på Københavnsvej 125, hvorfra lille Hans under krigen bag på sin mors cykle husker turene til morfarens lille gård ad en marksti til Vindingevejen, ad den stejle bakke ved brødfabrikken, gennem byen ud ad Stærkendevej og til venstre ad Tranebjergvej, der dengang var et hjulspor med høje popler på højre side.

Hans Sønders gård

Trods sin unge alder – han var kun 4 år, da morforældrene måtte flytte fra gården på grund af mormorens diabetes – har Hans Sønder ”den unge” suget indtrykkene fra Vindingebesøgene til sig med alle sanser. Han fortæller, at gården hed ”Lykkens Prøve”, og mener, den var på omkring 20 tdr. land, og fortsætter:

Stuehuset lå ud til vejen og rummede foruden storkøkken med nedgang til fadebur (spisekammer), et lille bryggers med opgang til loftet, hvor der var et lille kammer. Hoveddøren førte ind i en gang, hvor der til venstre lå soveværelset og ret frem stadsstuen, som kun blev brugt ved særlige lejligheder, og så var der hverdagsstuen og et lille kammer, hvor jeg sov sammen med min mor, når vi overnattede.

Der var en stor lade med et grovbryggers, der blev brugt til ølbrygning og storvask. Bagved lå udedasset. I hjørnet af laden op til den anden længe var der hestestald, hvor Mads og Sissi stod, 2 store nordbagger, så skikkelige, som heste nu engang kan blive, jeg opnåede dog at blive smidt af én gang, noget der satte gang i omsorgen omkring den lille purk, der lå der og jamrede sig. Fra hestestalden kom man ind til køerne, hvor mange husker jeg ikke, men de var mig også til stor glæde, undtagen en gang, hvor jeg kom for tæt på, da jeg ville give en af dem en roetop, og den så løftede hovedet, og jeg fik det ene horn lige i panden, man kan endnu den dag i dag se arret. I forlængelse af køerne gik svinene.

Alle disse billeder er bundet op med tydelige minder om lugte: duften af gammelt hø, der lå i kroge og hjørner, støvet fra tærskningen på tærskeværket, den ikke særlig uappetitlige lugt fra køernes ajle. Ude bagved lå møddingen, hvor der, som det dengang var skik og brug, også blev smidt døde grise og høns og syge hundehvalpe og hvad der ellers var af affald fra en gård og dens beboere.

De havde en stor schæfer, der hed King, han var mit et og alt. Når jeg var der, var han altid ved siden af mig. Bag gården lå en udtørret mergelgrav, hvor hønsene gik. Her lå der også gammelt, rustent køkkengrej og andet godt for en legesyg dreng med hang til fantasi og drømme om store ting og gerninger. Her havde jeg mangen god dag, mest i eget selskab, for jeg var den eneste dreng i familien dengang. Oppe for enden lå digerne, der adskilte de enkelte gårde, her sad jeg i timevis og kiggede på firben, digesvaler og andre fugle og dyr, der levede i krattet, og King var hele tiden i hælene på mig. En god start for et videbegærligt barn.

Lille Hans husker sin mormor som en stor tyk, varm bedstemor, som jeg husker at have siddet på skødet af, puttet mig ind til, med duften af nymalket komælk fra hendes hår og tøj. Åh denne duft af nymalket mælk, en duft, som ingen i dag får lov at opleve, og så det bedste, den første kop af den endnu kropsvarme mælk.

Morfaren var ifølge Hans Sønder ”den yngre” en foregangsmand, som så muligheden i andelsbevægelsen og snart fik stablet Vindinges mejeri på benene, han fik startet en lille afdeling af korn- og foderstof i byen, samt andre tiltag, fx, forsamlingshuset. Han blev senere belønnet med titel af hjælpesognefoged, en høj stilling på den tid. En slags vicesherif kan man vel kalde det.

Her er fortællingen ikke helt præcis, både mejeriet og forsamlingshuset var oprettet længe før Hans Sønders tid. Men vi kan i dag stadig undre os over, at små landbrug som dette kunne forsørge en familie. Og Hans Sønder kunne både hjælpe lille Hans’ forældre med at købe hus på Københavnsvej og låne ”moster Gerda” og hendes mand en sum, der aldrig blev betalt tilbage.

Lille Hans husker også stemningen ved mormorens død lige før jul i 1944, da de sad i stuen på Elisagårdsvej, hvortil de var flyttet kort forinden på grund af hendes svære sygdom. Da han fik sin egen cykel, kørte han sammen med sin mor ud og lagde blomster på mormorens grav. Hans Sønder levede endnu mange år i lejligheden på Elisagårdsvej med sin schæfer og sørgede over tabet af hustruen og gården. Han døde først i 1962, 85 år gammel, på Sankt Maria Hospitals plejehjem og blev begravet på sit familiegravsted på Vindinge kirkegård.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Fortælleren, Hans Sønder, som ved dåben blev navngivet Rasmussen som sin far, har udgivet bogen En Roskildedrengs erindringer 1939-2000, hvor citaterne her stammer fra, og fortsættelsen Mit nye liv i Thailand (2001-2012).

Helge Land Hansen

Vindinge Lokalhistoriske Forening.

Gården set fra øst. Det er antagelig Johanne og Hans ved stuehusets gavl. Til højre laden med grovbryggers, tærskeværk og hestestald i den modsatte ende. I vestlængen var der ko- og svinestald. 

Johanne og Hans Sønder bag et af deres forældrepar i 1920erne.

Johanne og Hans foran Bodil, Gerda, Magda og hendes kæreste Hans Rasmussen 1928-30.

Johanne og Hans ved indkørslen til gården 1928-30. Bag dem Magda og i haven Gerda og sandsynligvis Hans Rasmussen. Indgangen til Stuehuset var fra gården, i nordøst-hjørnet var soveværelset, mod sydøst lå stadsstuen. I midten var hverdagsstuen, og bag det lille vindue i vestenden kammeret, hvor lille Hans overnattede sammen med sin mor. Mod nordvest nær staldlængen lå ”storkøkkenet”.

Johanne og Hans i stadstøjet.

Lille Hans højt til vejrs på en af nordbaggerne, støttet af sin morfar. Så det var nok ikke ved den lejlighed, han røg af hesten (1941/42).