Når man når frem til Ny Vor Frue kirke, er det første indtryk, man får, den store åbne plæne der skråner opad fra Vor Frue Hovedgade og op mod kirken, som knejser på toppen af det eneste højdepunkt i miles omkreds – kaldet Tyrbakke.

Udefra virker kirken ikke særlig stor – men den røde murstensbygning med sit lille spir står, som om den forsøger at være en lille katedral.

Kirken er tegnet af arkitekt professor Hans J. Holm og blev indviet palmesøndag 1907. Man kommer ind i kirken gennem våbenhuset på kirkens sydside. En trappe fører op til tårnrummet og klokken i kirkespiret, og døren, hvorover man læser teksten ”Herren bevare din indgang og din udgang”, fører ind i selve kirken.

 

Når man kommer ind i det krydshvælvede, hvidkalkede kirkerum, virker kirken pludselig ganske stor. I den østlige ende alteret bygget af røde sten og roskildeegnens særlige byggematerialer: frådsten. Et stort forgyldt kors pryder alterets forside, og to søjler forsynet med cirkelrunde lysestager øverst, flankerer alteret.

Prædikestolen og kirkebænkene, der er fremstillet i forbindelse med kirkens opførelse, og de flotte lysekroner fremstillet efter bevilling ved ministeriel resolution efter kirkens opførelse, og præstestolen er en gave til kirken fra beboerne i Frue Sogn og Sct. Jørgensbjærg i anledning af pastor Meyrlings jubilæum. 

En del af kirkens inventar stammer fra Gl. Vor Frue kirke i Roskilde og blev overført hertil i 1907. Det drejer sig om de førnævnte sengotiske lysestager fra ca. 1550, det højgotiske krucifiks fra 1500-1550 samt døbefonten, udført i egetræ omkring 1700 med dåbsfadet af tysk oprindelse fra omkring 1550. Endvidere alterkalken, som er sammensat af dele fra 1550 og 1695, oblatæsken fra 1721 og dåbskanden fra 1721.

I nordvæggen over en tilmuret dør er indmuret en mindetavle for Vor Frue-borgere, der mistede livet i krigen 1848-50. På samme væg hænger skibet Ocean Aalborg, der er bygget af Henrik Vilhelm Bang, officer i den grønlandske handelsflåde, og skænket kirken i 1924.

Men kirkens mest unikke ejendom er dog de mange Hedebo huenakker, der blev indsamlet og givet som gave til kirken ved indvielsen. Efter at nogle af huerne blev beskadiget ved en mindre brand, blev de gemt væk i en årrække, indtil man i midten af 1990'erne besluttede at få dem restaureret og genophængt. Nationalmuseet stod for restaureringen og rådgav om ophængningen.

Huenakkerne er en del af det berømte Hedebo-håndarbejde og var tilbehør til de flotte Hedebo-dragter.