Skalstrupgaard

Gravsten over Viggo Folker, Otto Folker og Grethe Folker

Den rå natursten er fundet på Skalstrupgaards jorder.

Skrevet 2023 af Karen Folker, barnebarn til Grethe og Viggo, niece til Otto.

Skalstrupgaard var rammen om mine bedsteforældre og deres  børns lykkeligste år, fra 1922 til 1935. Her vil jeg prøve at give et tidsbillede, baseret på mundtlige fortællinger og nedskrevne erindringer.

Min morfar, Viggo Ludvig Anker Folker, blev født d. 1. februar 1890 i Slots Bjergby ved Sorø. Han var søn af Lorentz Christian Severin Petersen, botaniker, forfatter, lærer, R. af Dbg., og Cathrine Petersen, født Moltesen.

Min mormor, Karen Margrethe Folker (Grethe ), f. Frederiksen , blev født d. 27. august 1895 i Roskilde, som ældste datter af købmand Otto Frederiksen. Han byggede bl.a. Roarsbo på hjørnet af Jernbanegade og Køgevej, hvor han drev en stor købmandsgård med kolonialvarer og korn- og foderstofhandel. Grethe fastholdt, mod sin fars ønske, at hun ville have en uddannelse. Atypisk for sin tid, blev hun som kvinde uddannet til farmaceut . En uddannelse, hun fik hårdt brug for, da hun blev enke som kun 39-årig.

Viggo og Grethe blev gift i 1920. Viggo ville giftes inden han blev 30, men Grethe holdt stærkt på at gennemføre sin eksamen inden ægteskabet. De nåede det lige: brylluppet stod d. 24. januar, Viggo fyldte 30 d. 1. februar.

Viggo Folker var proprietær på Skalstrupgaard fra 1922 til 1935. Da familien flyttede ind i den strenge vinter 1922-23, var der hverken indlagt vand eller elektricitet på gården. Vandpumpen stod på gårdspladsen, og lyset kom fra petroleumslamper. Toilettet var et udendørs das. Min mormor fortalte, at flytningen fra Kildegården på Stevns foregik med kort varsel, og at det var midt i storvasken. Vasketøjet måtte tages op af iblødsætningsvandet – alt foregik jo ved håndkraft dengang - og da de ankom til den store gamle gård, var vandet i pumpen frosset! Og komfuret var stoppet. Det så lidt håbløst ud, og min mormor var tilmed gravid med min mor.

Med årene fik mine bedsteforældre sat skik på Skalstrupgaard. Det blev en stor og veldrevet gård med mange forskellige husdyrhold, inkl. købmand Frederiksens rideheste . Der var fodermester, 6 karle + løse høstmedarbejdere, stuepige, kokkepige og ”landvæsenselever” fra England, hvor Viggo selv havde studeret landbrug. En driftig gård med køer, grise, heste, kalkuner, gæs, ænder og høns, som beskæftigede mange hænder. Fodermesteren boede med sin familie i et hus ved det ene gadekær; man sagde, at han havde 18 børn , foruden de børn, de ældste døtre havde.

Viggo og Grethe Folker fik 3 børn: Johannes, født d. 30. juli 1921, Birthe, født d. 7. september 1923,
Otto Severin, født d. 21. august 1925. Børnene gik først i landsbyskolen i Vor Frue , senere på skoler i Roskilde.

Min mor, Birthe Folker (1923 – 2014), beretter følgende i sine erindringer:

Johannes og Birthe, ca 1928

Ungdomsbillede af min mor, Birthe, og hendes brødre Otto og Johannes. Ca. 1945.

”Der lå 3 gårde, 3 huse og 2 gadekær i den lille landsby Skalstrup , 7 km. syd for Roskilde på vej mod Køge. Den mindste gård var firlænget og stråtækt, der boede familien Petersen med døtrene Gunvor og Alice. Det var flittige og arbejdsomme folk. På gården i midten boede familien Jørgensen. De havde sønnen Ole, i daglig tale kaldet Ole Jørn. Ham syntes min morfar, jeg skulle giftes med, når jeg blev stor, så kunne gårdene drives sammen. Jeg var på det tidspunkt 9 år. Den største gård var en proprietærgård. Den hed efter landsbyen Skalstrupgaard, og den dannede rammen om min første sorgløse barndom.”

Lumi og Gaia, tipoldebørnene

Birthe fortæller videre om gården og dens indretning:

”Stuehuset" bar på den venstre gavl årstallet 1765. Egentlig var det i bindingsværk, til dels camoufleret i gulliggrå sten. Facaden mod gårdspladsen havde et espalier med grønne vindruer og stokroser mellem vinduerne. Stokrosen var min yndlingsblomst, sammen med åkanden nede i mosen.

Haven lå på nordsiden, med udgang fra billardstuen og køkkengangen. Der var en stor plæne, med bede på hver side, og 2 lysthuse. Dvs. det ene var en lille høj, hvorfra man kunne se ud over markerne, det andet var en løvhule, med et rundt stenbord midt i. Her holdt vi af at lege, og mangen en æggesnaps blev rørt her og fyldt med friske bær fra køkkenhaven.

Indgangen til huset var dels gennem verandaen, dels gennem bryggersdøren, der førte ind til køkkenet, bryggerset og folkestuen, hvor karlene spiste. Vi børn måtte ikke komme i folkestuen, men snød os af og til derind alligevel. I folkestuen stod et langbord og nogle bænke, og der lugtede altid af tobak . Og så stod der en stor gammel kiste.

Under denne kiste var der en lem i gulvet. Én eneste gang var jeg nede ad den stejle stige, og en anden verden åbnede sig for mig. Gulvet var brostensbelagt. Der var et stort stenkar, i tidligere tider brugt som saltkar , og en åben ovn. Det var spændende og lidt farligt, og far og mor måtte ikke vide det.

Vi havde også et kælderrum med nedgang fra bryggerset. Her stod saltkar i træ, og de blev brugt. Fra bryggerset gik man til venstre ind i køkkenet med det store komfur, hvorpå al mad blev lavet, og jernstrygejern blev varmet. Der var altid varmt og hyggeligt i køkkenet. Hver lørdag blev en stor zinkbalje fyldt med varmt vand, og vi børn blev badet efter tur.

I forbindelse med køkkenet var der, foruden pigeværelse og spisekammer, et rum, hvor mor havde en rugemaskine stående. Her rugede hun hønseæg ud, også perlehønseæg, andeæg og kalkunæg. Vi havde en stor hønsegård med vandhul, hvor der både var ænder, gæs, kalkuner, høns og perlehøns. Noget af det dejligste, vi børn vidste, var at se de små gule kyllinger og ællinger, når de netop var blevet tørre efter udrugningen.

På loftet var der 2 pigeværelser mod øst, og et gæsteværelse mod gårdspladsen. Og så var der et enormt tørreloft, hvor der også hang røgede skinker og spegepølser fra slagtningerne.

I verandaen , som samtidig fungerede som indgang til huset, stod fars store skrivebord. Det var et hyggeligt rum, hvor mors mange grønne planter trivedes. Fra verandaen kom man ind i stuen, møbleret med sorte Chesterfield lædermøbler, reoler, skrivebord og en køn kakkelovn i hjørnet. Det var en statelig stue, med gode malerier.

Efter stuen lå børneværelset, og derefter fars og mors soveværelse med hvidmalede senge og en flot hvid servante med fad og kande. Så kom man til mit værelse, med fine røde møbler og et tapet, der viste en statelig dame på en hvid hest, siddende i damesaddel , naturligvis. Derfra kom man ind i drengenes store værelse, og derfra igen ind i billardstuen , hvor billardet stod midt i stuen, med sit smukke grønne klæde og elfenbenskuglerne. På væggen hang et stativ med ”køer”, og der var udgang til haven. Så fulgte den store spisestue med møbler i sortbejdset fyr: En stor skænk, et anretterbord, en amagerhylde og spisebordet med alle stolene. Bornholmeruret var også sort, med guldstafferinger. Vi spiste alle måltider i spisestuen, og mor havde en lille messingklokke, hun ringede med, når næste ret skulle bæres ind. Stuepigen bar kappe og et lille serveringsforklæde. Der var stil over vores måltider.”

Om årets gang på gården fortæller min mor:

”En årstid , der betød umådelig meget for os, var vinteren og dermed julemåneden. Hver skumring i december blev petroleumslamperne tændt, og far klippede julestads med os. Han kunne lave de forunderligste ting: Frøer, edderfugle og fisk så kunstfærdige, at de næsten var levende. Alt imens fortalte han historier.

Mor og pigerne havde travlt i køkkenet. Omkring 1. december blev en ko og en gris slagtet, så mor syede rullepølser, lavede medister, finker og fedtegrever. En del blev saltet og røget. Når slagtningen var overstået, kunne julebagningen begynde, og der blev bagt uanede mængder af småkager og skærekager. Mor var en utroligt dygtig husmor . Vi fik pebernødder og korendekager ind, mens vi klippede. Når vi så langt om længe nåede Lillejuleaften, skulle vi alle banke på køkkendøren og synge:

Lillejuleaften vil vi banke på din dør
Lillejuleaften da er kagen aldrig tør

Så kom mor med et svingende fad kager, og julen var begyndt.”

Den lykkelige barndom sluttede brat, da min morfar, Viggo Folker døde pludseligt i 1935. Han havde gået for længe med en blindtarmsbetændelse, som sprang, og man kendte endnu ikke til penicillin. I årene forinden havde besætningen været ramt af svinepest og mund-og-klovsyge, det var økonomisk svære tider. Min oldefar, købmand Frederiksen fra Roskilde, som havde skudt en del penge i gården, forlangte at den blev solgt , af hensyn til sine andre børn.

Otto Folker blev i 1952 ramt af polio i den store epidemi; han døde kun 27 år gammel.

Jeg har altså aldrig kendt min morfar, Viggo, og min morbror, Otto. Men både min mormor, min mor og min onkel Johannes, (som aldrig hed andet end Onkel) har fortalt mange dejlige historier om dem. Og dermed lever de videre.

Viggo, Grethe og Otto på Skalstrupgaards trappe. (ca. 1926).